SERVICEVILKÅR FOR GOOGLE-TJENESTER TIL MOBILAPPUDVIKLERE

Nærværende servicevilkår for Google-tjenester til mobilappudviklere, politikkerne vedrørende Google-tjenester til mobilappudviklere og servicevilkårene for Google API (nærværende "aftale") indgås mellem Google Inc. ("Google") og den part eller enkeltperson, der benytter tjenesten("du/dig"). Din brug af Google-tjenester til mobilappudviklere ( "tjenesten"). Din brug af Google-tjenester til mobilappudviklere ("tjenesten") er underlagt nærværende aftale. VED AT KLIKKE PÅ KNAPPEN "JEG ACCEPTERER", GENNEMFØRE REGISTRERINGSPROCESSEN ELLER ANVENDE TJENESTEN BEKRÆFTER DU, AT DU HAR GENNEMSET OG ACCEPTERET DENNE AFTALE OG ER BERETTIGET TIL AT HANDLE BINDENDE PÅ VEGNE AF EJEREN AF DENNE KONTO I FORHOLD TIL AFTALEN. Baseret på det ovenstående er parterne enige om følgende:

1. Definitioner.

"Konto" henviser til den konto, der benytter tjenesten.

"Fortrolige oplysninger" inkluderer alle ejeroplysninger og alle andre oplysninger, som afgives skriftligt af den ene part til den anden, og som er mærket "fortroligt" eller er afgivet mundtligt og inden for fem arbejdsdage skriftligt er nedfældet og mærket "fortroligt". Fortrolige oplysninger inkluderer derimod ikke oplysninger, som er eller bliver kendt af offentligheden, som allerede er i den modtagende parts besiddelse inden afgivelsen fra den ene part, eller som er uafhængigt frembragt af den modtagende part uden brugen af fortrolige oplysninger.

"Kundedata" henviser til de data vedrørende brugeres karakteristika og aktiviteter, som du indsamler, behandler eller lagrer ved brug af tjenesten.

"Dokumentation" henviser til al medfølgende dokumentation, som stilles til rådighed for dig af Google til brug sammen med behandlingssoftwaren, herunder enhver dokumentation, der er tilgængelig online.

"SDK" " henviser til det Software Development Kit til Google-tjenester til mobilappudviklere, der bruges eller inkorporeres i en app med det formål at indsamle kundedata, samt eventuelle fejlrettelser, opdateringer og opgraderinger, der stilles til rådighed for dig.

"Behandlingssoftware" henviser til den Google-software på serversiden (inklusive eventuelle opgraderinger), der bruges til analyse af kundedataene og generering af rapporterne.

"App" henviser til enhver app eller anden ressource, der sender data til tjenesten. Alle apps skal være under din styring.

"Privatlivspolitik" henviser til privatlivspolitikken i en app.

"Rapport" henviser til den resulterende analyse, der stilles til rådighed for dig.

"Servere" henviser til de servere, som styres af Google (eller dets helejede datterselskaber), på hvilke behandlingssoftwaren og kundedataene er gemt.

"Software" henviser til SDK'et og behandlingssoftwaren.

"Tredjepart" henviser til enhver tredjepart, (i) som du giver adgang til din konto, eller (ii) på hvis vegne du bruger tjenesten til indsamling af oplysninger.

"Brugere" henviser til brugere af dine apps.

Ordene "inkludere(r)" og "inklusive" betyder "inklusive, men ikke begrænset til".

2. Gebyrer og tjeneste.

Google foretager muligvis fra tid til anden ændringer af gebyrerne og politikkerne vedrørende betaling for tjenesten. Ændringerne af gebyrerne og politikkerne vedrørende betaling træder i kraft ved din accept af de pågældende ændringer, som offentliggøres på https://developers.google.com/mobile/terms. Medmindre andet fremgår, opkræves alle gebyrer i amerikanske dollars. Enhver udestående saldo forfalder straks til betaling ved opsigelse af denne aftale, og alle udgifter relateret til opkrævningen (inklusive advokatsalærer), som afholdes af Google, vil blive inkluderet i det skyldige beløb og kan blive debiteret til det kreditkort eller en anden betalingsmetode, som er tilknyttet din AdWords-konto.

3. Medlemskonto, adgangskode og sikkerhed.

For at blive tilmeldt tjenesten skal du gennemføre registreringsprocessen ved at oplyse aktuelle, komplette og nøjagtige oplysninger til Google, som anført i registreringsformularen, herunder din e-mailadresse (brugernavn) og adgangskode. Du skal beskytte dine adgangskoder og er ansvarlig for egen (og tredjeparts) brug af dine konti. Du er eneansvarlig for alle de aktiviteter, der foregår på din konto. Hvis du bliver bekendt med uautoriseret brug af din konto eller andre sikkerhedsbrud, skal du straks informere Google herom. Googles (eller dets helejede datterselskabers) supportmedarbejdere kan fra tid til anden logge ind på tjenesten under din kontoangskode for at vedligeholde eller forbedre tjenesten, herunder for at tilbyde dig teknisk eller betalingsrelateret hjælp.

4. Ikke-eksklusiv licens.

I henhold til vilkårene og betingelserne for nærværende aftale gælder følgende: (a) Google giver dig en begrænset, ikke-eksklusiv licens, som kan tilbagekaldes, og som ikke kan gives i underlicens, til at installere, kopiere og bruge SDK'et alene i det omfang, det er nødvendigt for dig for at bruge tjenesten i dine apps eller i apps fra tredjepart, og (b) du har lov til at opnå fjernadgang til, få vist og downloade dine rapporter. Du forpligter dig til ikke (og ikke at tillade en tredjepart) at (i) kopiere, ændre, tilpasse, oversætte eller på anden måde oprette afledte værker ud fra softwaren eller dokumentationsmaterialet, (ii) foretage reverse engineering, dekompilering eller adskillelse eller på anden måde forsøge at udlede kildekoden til softwaren, medmindre det er udtrykkeligt tilladt ifølge gældende lov i den jurisdiktion, du befinder dig i, (iii) udleje, lease, sælge, tildele eller på anden måde overføre rettigheder til softwaren, dokumentationsmaterialet eller tjenesten, (iv) fjerne ejendomsretsrelaterede meddelelser eller mærkninger på softwaren eller som er placeret via tjenesten, (v) bruge, uploade, overføre eller implementere en enhed, software eller rutine, der griber ind i eller forsøger at gribe ind i driften af tjenesten eller softwaren eller (vi) bruge data, der er mærket som tilhørende en tredjepart i tjenesten, til andre formål end at generere, få vist og downloade rapporter. Du forpligter dig til at overholde alle gældende love og bestemmelser samt dine aftaler med tredjeparter i forbindelse med din brug af og adgang til dokumentationsmaterialet, softwaren, tjenesten og rapporterne.

5. Fortrolighed.

Ingen af parterne må bruge eller videregive den anden parts fortrolige oplysninger uden forudgående skriftlig samtykke fra den anden part, medmindre det sker for at opfylde forpligtelserne i aftalen, love og regler eller domstolenes afgørelser foreskriver dette, i hvilket tilfælde den part, for hvem det er pålagt at videregive fortrolige oplysninger, skal give den anden part så meget varsel, som det med rimelighed kan lade sige gøre, forud for videregivelse af de fortrolige oplysninger.

6. Rettigheder til oplysninger og offentliggørelse.

Google og dets helejede datterselskaber er berettiget til at gemme og anvende oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med din brug af tjenesten, i henhold til vilkårene i Googles fortrolighedspolitik (på wwww.google.dk/privacy.html). Google deler ikke dine kundeoplysninger eller nogen kundeoplysninger fra tredjepart med nogen tredjeparter, medmindre Google (i) har dit samtykke vedrørende kundeoplysninger eller tredjeparts samtykke vedrørende tredjeparts kundeoplysninger; (ii) konkluderer, at det er nødvendigt for at overholde gældende lovgivning, eller i god tro mener, at adgang, bevarelse eller videregivelse af kundeoplysninger er rimeligt nødvendig for at beskytte Googles, brugernes eller offentlighedens rettigheder, ejendom eller sikkerhed; eller (iii) overlader kundeoplysninger under særlige, begrænsede omstændigheder til tredjeparter for at udføre opgaver på vegne af Google (f.eks. fakturering eller datalagring) med omfattende begrænsninger, der forhindrer, at data bliver brugt eller delt, undtagen som angivet af Google. Når dette er sket, er det omfattet af aftaler, der forpligter parterne til kun at behandle kundeoplysninger efter Googles anvisninger og i overensstemmelse med aftalen og de fornødne fortroligheds- og sikkerhedsforanstaltninger.

7. Beskyttelse af personlige oplysninger.

Du forpligter dig til ikke (og ikke at tillade tredjepart) at bruge tjenesten til sporing, indsamling eller upload af data, som identificerer en enkeltperson (f.eks. navn, e-mailadresse eller faktureringsoplysninger), eller andre data, som Google med rimelighed kan knytte til sådanne oplysninger. Du forpligter dig til at implementere og overholde en relevant privatlivspolitik samt overholde alle gældende love, politikker og bestemmelser vedrørende indsamling, brug og deling af oplysninger fra brugere. Du forpligter dig til at offentliggøre en privatlivspolitik, og i denne privatlivspolitik at oplyse om din brug af cookies, identifiers for mobile devices (f.eks. Android-annonceringsidentifikatoren eller annonceringsidentifikatoren til iOS) eller en tilsvarende teknologi, der bruges til indsamling af data. Du skal oplyse om din brug af tjenesten og om, hvordan dataene indsamles og behandles. Dette kan gøres ved at vise et tydeligt link til websitet "Sådan anvender Google dine data, når du bruger vores partneres websites eller apps" (som findes på adressen www.google.com/policies/privacy/partners/, eller en anden webadresse, som Google måtte stille til rådighed fra tid til anden). Du forpligter dig til at gøre en kommercielt rimelig indsats for at sikre, at en bruger får klare og fyldestgørende oplysninger om, og giver samtykke til, lagring af og adgang til cookies eller andre oplysninger på brugerens enhed, såfremt en sådan aktivitet finder sted i forbindelse med tjenesten, og såfremt tilvejebringelse af sådanne oplysninger og indhentning af et sådant samtykke er et lovkrav.

Du forpligter dig til ikke at forsøge at omgå eventuelle funktioner til beskyttelse af personlige oplysninger, der indgår som en del af tjenesten.

Din adgang til og brug af en anden DoubleClick- eller Google-tjeneste er underlagt de relevante vilkår i aftalen mellem Dig og Google vedrørende den pågældende tjeneste.

8. Skadesløsholdelse.

I det omfang, gældende lov tillader det, accepterer du at skadesløsholde og forsvare Google og dets helejede datterselskaber mod enhver form for krav, søgsmål og sagsanlæg mod Google eller dets direktører, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, agenter eller tilknyttede selskaber samt enhver form for ansvar, erstatningskrav, forlig, bod, bøde, omkostning eller udgift (herunder rimelige advokatsalærer og andre udgifter i forbindelse med søgsmål), som Google eller dets direktører, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, agenter eller tilknyttede selskaber måtte have afholdt som følge af eller vedrørende (i) brud på aftalens vilkår eller betingelser fra din side, (ii) din brug af tjenesten, (iii) overtrædelse fra din side af gældende love, regler eller betingelser i forbindelse med tjenesten, eller (iv) enhver erklæring og garanti, som du giver på en hvilken som helst måde til tredjepart i relation til tjenesten, softwaren eller rapporter; (v) krav fra eller på vegne af tredjepart forbundet direkte eller indirekte med din brug af tjenesten, softwaren eller rapporter; (vi) overtrædelse af dine fortrolighedsforpligtelser over for tredjepart; og (vii) ethvert krav vedrørende handlinger eller forsømmelse af tredjeparter i forbindelse med tjenesten, softwaren eller rapporter. Du vil samarbejde i det omfang, det med rimelighed kunne kræves i forbindelse med skadesløsholdelsen. Google forbeholder sig ret til for egen regning at påtage sig det eksklusive forsvar af og kontrol over enhver sag, som ellers måtte være underlagt skadesløsholdelse af dig.

9. Tredjeparter.

Hvis du bruger tjenesten på vegne af tredjepart, eller hvis en tredjepart på anden vis bruger tjenesten via din konto, hvad enten Google har givet dig tilladelse hertil eller ej, erklærer og garanterer du, (a) at du har tilladelse til at handle på vegne af og gøre nærværende aftale bindende for den pågældende tredjepart, for så vidt angår alle dine forpligtelser i henhold til nærværende aftale, (b) at Google har lov til at dele eventuelle kundedata, der er specifikke for tredjepartens apps, med tredjeparten, og (c) at du ikke videregiver tredjepartens kundedata til nogen anden part uden tredjepartens samtykke.

10. ANSVARSFRASKRIVELSE FOR GARANTIER.

SÅ VIDT DET ER MULIGT I HENHOLD TIL GÆLDENDE LOVGIVNING, MED UNDTAGELSE FRA, HVAD UDTRYKKELIGT ER INDEHOLDT I DENNE AFTALE, YDER GOOGLE INGEN YDERLIGERE GARANTI AF NOGEN ART, HVADENTEN DET ER UDTRYKKELIGT, UNDERFORSTÅET, LOVBEFALET ELLER PÅ ANDEN MÅDE, HERUNDER, MEN IKKE BEGRÆNSET TIL, GARANTI FOR SALGBARHED, EGNETHED TIL SPECIEL BRUG ELLER IKKE-KRÆNKELSE AF RETTIGHEDER.

11. ANSVARSBEGRÆNSNING.

I DET OMFANG LOVEN TILLADER DET, KAN GOOGLE IKKE HOLDES ANSVARLIG FOR MISTET INDTJENING ELLER INDIREKTE, SÆRLIGE, HÆNDELIGE ELLER KONKRETE SKADER, DU MÅTTE BLIVE UDSAT FOR, ELLER PÅLÆGGES BOD HERFOR, UANSET OM GOOGLE ELLER DENNES DATTERSELSKABER OG TILKNYTTEDE SELSKABER ER BLEVET INFORMERET OM, ER BEKENDT MED ELLER BURDE HAVE VÆRET BEKENDT MED MULIGHEDEN FOR SÅDANNE SKADER, OG UANSET OM DIREKTE ERSTATNING IKKE UDGØR TILSTRÆKKELIG AFHJÆLPNING. GOOGLES (OG DENNES HELEJEDE DATTERSELSKABERS) SAMLEDE ERSTATNINGSANSVAR OVER FOR DIG ELLER EN EVENTUEL ANDEN PART FOR TAB ELLER SKADER, SOM SKYLDES KRAV, FORDRINGER ELLER HANDLINGER, DER ER OPSTÅET SOM FØLGE AF ELLER I FORBINDELSE MED NÆRVÆRENDE AFTALE, KAN UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER OVERSTIGE 500 USD (ELLER ET TILSVARENDE BELØB I LOKAL VALUTA).

12. Meddelelse om ejendomsrettigheder.

Tjenesten, hvilken inkluderer softwaren og alle immaterielle rettigheder hertil, tilhører, og bliver ved med at tilhøre, Google (og dets helejede datterselskabers). Alle rettigheder til softwaren, som ikke udtrykkeligt er givet til dig i henhold til denne aftale, forbeholdes og beholdes af Google og dets licensgivere uden begrænsning, herunder Googles (og dets helejede datterselskabers) eneret til softwaren og dokumentationen. Uden at begrænse det generelle aspekt i det foregående accepterer du, at du ikke må (og ikke vil tillade andre at): (a) viderelicensere, distribuere eller bruge tjenesten eller softwaren uden for omfanget af nærværende licens i henhold til denne aftale; (b) kopiere, ændre, tilpasse, oversætte, frembringe bearbejdede værker af, udøve reverse engineering, demontere eller dekompilere softwaren eller på anden måde forsøge at uddrage kildekoden eller forretningshemmeligheder af tjenesten, (c) udleje, lease, sælge, overlade eller på anden måde videregive rettigheder i eller til softwaren eller tjenesten; (d) anvende, sende, transmittere eller introducere nogen enhed, software eller rutine, som forstyrrer eller forsøger at forstyrre driften af tjenesten eller softwaren; (e) anvende varemærker, handelsnavne, servicemærker, logoer, domænenavne og andre specifikke kendetegn af varemærker eller ophavsretlige eller andre ejendomsrettigheder tilknyttet tjenesten til noget formål uden udtrykkeligt, skriftligt samtykke fra Google; (f) registrere, forsøge at registrere eller hjælpe andre med at registrere varemærker, handelsnavne, servicemærker, logoer, domænenavne og andre specifikke kendetegn af varemærker, ophavsretlige eller andre ejendomsrettigheder tilknyttet Google (eller dets helejede datterselskaber) andet end i henholdsvis Googles (eller dets helejede datterselskabs) navn; eller (g) fjerne, tilsløre eller ændre meddelelser om ophavsretlige forhold, varemærker eller andre ejendomsrettigheder, som måtte fremgå af eller på de elementer, der er omfattet af tjenesten.

13. Amerikanske offentlige myndigheders rettigheder.

Hvis brugen af tjenesten erhverves af eller på vegne af amerikanske offentlige myndigheder eller deres primære leverandører eller underleverandører (på et hvilket som helst trin), i henhold til 48 C.F.R. 227.7202-4 (for Department of Defense (DOD) acquisitions) og 48 C.F.R. 2.101 og 12.212 (for non-DOD acquisitions), er myndighedernes rettigheder til softwaren, herunder ret til at bruge, modificere, gengive, offentliggøre, fremføre, fremvise eller forevise softwaren eller dokumentationen i alle henseender underlagt de kommercielle licensrettigheder og begrænsninger, som fremgår af denne aftale.

14. Løbetid og opsigelse.

Hver af parterne kan til enhver tid opsige nærværende aftale ved varsling herom. Såfremt nærværende aftale opsiges, stiller Google ikke længere tjenesten til rådighed, og du har ikke længere adgang til den. I tilfælde af opsigelse gælder følgende: (a) Du er ikke berettiget til godtgørelser af nogen art for brugsgebyrer eller andre gebyrer, (b) ethvert udestående mellemværende i forbindelse med den leverede tjeneste frem til og med opsigelsesdatoen forfalder til øjeblikkelig betaling af det fulde beløb, og (c) du har ikke længere adgang til dine historiske rapportdata.

15. Ændringer af servicevilkår og andre politikker.

Google forbeholder sig ret til at ændre nærværende vilkår eller eventuelle yderligere vilkår vedrørende tjenesten, eksempelvis som en konsekvens af lovændringer eller ændringer af tjenesten. Du bør læse vilkårene jævnligt. Google offentliggør ændringer af nærværende vilkår på https://developers.google.com/mobile/terms, ændringer af politikkerne vedrørende Google-tjenester til mobilappudviklerehttps://developers.google.com/mobile/policy, og eventuelle ændringer af andre politikker, der henvises til i nærværende vilkår, på de relevante webadresser for de pågældende politikker. Ændringer gælder ikke med tilbagevirkende kraft og træder tidligst i kraft 14 dage efter offentliggørelsen. Såfremt du ikke kan acceptere de ændrede vilkår for tjenesten, må du ikke længere benytte den. Ingen ændring af nærværende aftale er bindende, medmindre (i) den er skriftlig og underskrevet af en behørigt bemyndiget repræsentant for Google, (ii) du har accepteret opdaterede vilkår online, eller (iii) du bliver ved med at bruge tjenesten, efter at Google har offentliggjort opdateringer af aftalen eller af en politik, der gælder for tjenesten.

16. Diverse, gældende love og jurisdiktion.

Google er fritaget for ansvar i denne aftale i det omfang, ansvaret forhindres, forsinkes eller vanskeliggøres af årsager, der ligger uden for Googles kontrol. Denne aftale (herunder alle ændringer, som parterne skriftligt har aftalt) udgør de samlede vilkår er genstand for den aftale, som du og Google er blevet enige om, og erstatter alle tidligere aftaler og erklæringer mellem parterne som er genstand for denne aftale. Hvis en bestemmelse i denne aftale er uden retskraft af en hvilken som helst grund, skal bestemmelsen ændres i nødvendigt omfang, for at den får retskraft i den maksimalt mulige udstrækning, for at den stemmer overens med parternes intention, og de øvrige bestemmelser i aftalen vil fortsat være gyldige og retskraftige. Denne aftale er underlagt og fortolkes i overensstemmelse med californisk ret og uden påvirkning af denne stats lovvalgsregler. I tilfælde af strid mellem udenlandsk ret, love og regler og californisk ret, love og regler, går californisk ret, love og regler forud. Parterne accepterer domstolene i Santa Clara County i Californien som eksklusiv og personlig jurisdiktion. FN’s konventionen om aftaler om internationale køb (United Nations Convention on Contracts for the International Sale of Goods) og Uniform Computer Information Transactions Act gælder ikke for denne aftale. Softwaren er reguleret af amerikanske eksportbestemmelser og må ikke eksporteres til eller bruges af lande eller enkeltperson for hvem, der foreligger embargo. Alle meddelelser til Google skal sendes til: Google Inc., 1600 Amphitheatre Parkway, Mountain View, CA 94043, USA, med kopi til den juridiske afdeling med anbefalet brev eller luftpost eller kurér og anses for at være afgivet ved modtagelsen. En eventuel afståelse fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende er ikke en fraskrivelse af retten hertil ved senere misligholdelse. Du kan ikke overdrage eller på anden måde overføre nogen af dine rettigheder under denne aftale uden Googles forudgående skriftlige samtykke, og ethvert forsøg herpå er uden retskraft. Google og du er ikke juridiske partnere men er uafhængige kontrahenter. Denne aftale er juridisk bindende og træder i kraft for parternes respektive efterfølgere og erhververe. Følgende afsnit forbliver i kraft efter udløbet eller ophøret af denne aftale: 1, 4, 5, 6 (undtagen de sidste to sætninger), 7, 8, 9, 10, 11, 12, 14 og 16.

Senest opdateret 2015-09-01